Dansk English

FOREDRAG EMNER
Foredrag FOREDRAGSSTIL
Foredrag ledelse LEDELSE OG LEDERE
Foredrag tid stress TID OG STRESS
Foredrag undervisning UNDERVISNING
Foredrag børn leg BØRN OG LEG
Foredrag it computere IT OG COMPUTERE
Foredrag personlig udvikling SELVUDVIKLING
Foredrag filosofi FILOSOFI OG NÆRVÆR
Foredrag præstationsangst PRÆSTATIONSANGST
Foredrag forundring FORUNDRING


INTERVIEWS

Portræt af Carsten Graff i Berlingske Tidende.
Interview med Graff

Hør Carsten Graff på P1.

 

Gode ledere skaber rene forbindelser

Fra fagbladet Ledetråden


»Måske er livet én lang søgen efter svaret på et helt enkelt spørgsmål: Kan vi li' hinanden?« siger Carsten Graff og starter dermed med et citat, da vi stiller ham det helt enkle spørgsmål: Skal en leder være et ordentligt menneske? Citatet er fra hans kommende bog “En ren forbindelse”, og rene forbindelser er et godt udgangspunkt for god ledelse, mener forfatteren, der kalder sig levefilosof i protest mod den etablerede filosofi, som ifølge Graff lærer os at huske, hvad andre har tænkt, men ikke lærer os at tænke selv. Han fungerer desuden som coach og sparringspartner for både private og eliten i dansk erhvervsliv. Når det gælder ledelse, lægger Carsten Graff større vægt på følelser end på tillærte metoder og teknikker. Det er vigtigere, mener han, at lederne kender sig selv og har føling med andre mennesker, end at de ved en hel masse om ledelsesteorier.

»Mange mennesker har en akademisk indgang til livet. De tænker meget, holder mange møder og diskuterer en hel masse. Men det betyder mere at være reel og udstråle tillid og selvfølgelighed. Ligesom med dans. Hvis man skal danse, er det bedst at danse med en, som har kropsbevidsthed. En leder, der kender sig selv og er bevidst om sig selv, udstråler samme energi som en god danser, og sådan en person får man lyst til at følge,« siger Carsten Graff.

Mange pædagoger er håbløst overuddannede
Derfor arbejder han meget med åbenhed og ærlighed i forbindelse med coaching af ledere.
»Jeg havde en gang en dygtig guitarlærer. Han lærte mig noder og teknik. Men en dag opdagede jeg, at han kun kunne spille noder. Han var ude af stand til at improvisere. Da det kom til at slippe papirerne, så var jeg i virkeligheden bedre end ham. Det var faktisk en meget hul oplevelse,« husker Carsten Graff, der sammenligner guitarlæreren med en stiv managementkonsulent, som kommer ud i en institution eller en virksomhed og underviser i, hvordan man skal stå med armene for at signalere åbenhed, og hvordan man skal bruge stemmen for at virke interesseret.

»Folk noterer ned. Men det virker ikke.«

»Mange pædagoger er håbløst overuddannede. De lærer en masse teorier og teknikker, men glemmer at få deres egen ærlighed, nærvær og omsorg med i deres arbejde,« siger Carsten Graff, som ofte har oplevet resultatet af en alt for teknikfikseret pædagogik, når han besøger opholdssteder for unge med problemer.

»Rødderne ser mig an: Er du pædagog? Og hvis jeg er, så er jeg på forhånd diskvalificeret. De unge har så mange dårlige oplevelser med pædagogiske pædagoger. De er totalt ærlighedsfølsomme. De mærker med det samme, om man snakker med dem, fordi man kan lide dem, eller om man snakker med dem, fordi man er på arbejde,« siger Carsten Graff og trækker en parallel til lederrollen.

»Er du leder, fordi du synes, det er fedt at have magt. Eller er du leder, fordi du elsker mennesker og kan lide at se dem udfolde sig?«

Tør du mærke, hvad andre mennesker står for
Spørger man Carsten Graff om, hvordan man genkender et ordentligt menneske, svarer han igen med en personlig oplevelse.

»Jeg stod en gang og så på et abstrakt maleri, og jeg kunne med det samme mærke, at maleren måtte være et fantastisk menneske. Jeg kunne mærke hans ærlighed i hans billede, og da jeg mødte ham, så var det sådan,« fortæller forfatteren, som tilføjer, at det ikke er så vanskeligt at genkende et ordentligt menneske, hvis man selv er ude af sit følelsesmæssige sneglehus. Derfor er indføling et kodeord i forbindelse med ledelse.

»Tør du mærke, hvad andre mennesker står for? Kan du mærke, hvordan du selv indgår i samspillet med andre? Eller er du optaget af en hel masse logik, som holder dig langt væk fra det personlige?« spørger Carsten Graff, som finder det tankevækkende og interessant, at man kan støde på personer i medierne, som står frem og fortæller om liv på andre planeter, men som ikke kan mærke sig selv.

»Jo mere bange vi er for at lære os selv at kende, jo mere akademisk og kompliceret bliver hele vores kulturelle mønster. Jeg har set masser af mennesker, som arbejder med omsorg og nærvær, der kan snakke i to timer ud fra en masse overheads uden at kigge på deres publikum en eneste gang.«

En organisation kan fungere som en maskine
Organisationer, institutioner og virksomheder kan ifølge Carsten Graff godt fungere, selv om lederne er døve og blinde følelsesmæssigt. Men de kommer til at fungere som en maskine.

»Hvis en organisation arbejder som en maskine, så kan den faktisk godt fungere helt uden det, jeg kalder ledelse. Systemet kører som en computer uden indføling og nærvær. Man opdager ikke, hvis en medarbejder har problemer derhjemme. Maskinen fungerer som et samlebånd, hvor man producerer en vare. A laver noget og leverer det videre til B, som trykker på en knap, så C kan gøre sådan og sådan. Samlebåndet kører, men følelserne får ikke den nødvendige prioritet.«

Ifølge Carsten Graff søger næsten alle mennesker efter en soulmate - en sjæleven. Højdepunktet i livet er, når man sidder sammen med et andet menneske og mærker “en helt ren forbindelse”.

»Alkymisterne ledte i tusindvis af år efter den forbindelse, der kunne skabe guld ud af andre metaller eller materialer. Måske er deres søgen et symbol på jagten på den rene forbindelse i et møde mellem mennesker,« siger Carsten Graff, som også mener, at en ordentlig leder kan fremelske det ordentlige i andre mennesker.

»Viden er noget, man formidler, følelser er noget, man smitter med. Hvis man kender sig selv og har et indefra positivt livssyn, så smitter det af på andre mennesker,« siger forfatteren, som også er blevet kaldt følelsernes filosof.

Vi slutter af med et citat fra Carsten Graffs kommende bog: »Uanset hvad jeg foretager mig, uanset hvad jeg taler om, uanset hvem jeg møder, når jeg hilser på andre på gaden, går til tandlægen eller køber brød hos bageren, så søger jeg hele tiden efter venlighed. Når jeg spørger om vej, er det vigtigere at mærke venlighed end at finde vej. Hellere blive sendt det forkerte sted hen end at blive respektløst behandlet.«

 

 


Graff video

Carsten Graff Video

Graff kurser
Carsten Graff Kurser

Graff musik
Carsten Graff Musik


Carsten Graff, Tjørnevej 22, 2800 Lyngby : Keramik - Foredrag - Lectures IT - Personlig udvikling